20. august – 30. september 2009
Fernisering torsdag d. 20. august kl. 18.30 – 20.00
Menneskets vandring fra abestadiet til astronauterne frit svingende sig i himmelrummets lianer er en evolutionær historie. Vi har få og spredte fragmenter af det gryende menneskes kulturfrembringelser. Redskaber, hulemalerier, frugtbarhedssymboler og helleristninger. Nogle af disse symboler optræder også i Max Parylewicz` malerier.
Nu opstår den menneskelige vandring i et andet sprog, i et kunstnerisk værdiladet sprog. Gennem årene har han samlet på fotos fra aviserne. I tusindvis hober de sig op. Soldater i krig. Elskende par. Geniet i sit atelier. Rasende politihunde mod demonstranter. Alle er tavse fragmenter fra det liv, der konstant leves, og som går upåagtet hen, indtil fotografen fastfryser det på celluloid, eller kunstneren griber sin pensel.
I studietiden fik Max et legat til kunstakademiet i Budapest. Det var en hård skoling, sproget var alt for anderledes, ensomheden stor, han savnede familien, men han lærte at tegne. Dag efter dag fordybede han sig i anatomiske tegneøvelser, som det var påbudt i den østeuropæiske skoling. Han udforskede nøgenmodellernes muskler og lemmer, og han kom hjem med stakkevis af tegninger lavet med rødkridt, blyant og følsom kulstift. Tegningen har altid levet under eller direkte indvævet i maleriet som et spind af nervøse streger. Nu har Max forløst tegningen sammen med trangen til fortællingen.
Det ville ikke være et rigtigt Max Parylewicz maleri, hvis ikke den pæne akrylstreg blev modarbejdet af en forstyrrende farveplamage i toppen af billedet. Måske er det den indre anarkist og slumstormer, der har været på spil, mens den reflekterende kunstner tog sig et parti skak eller faldt i staver over en jazzakkord.
Uddrag af Søren Lyngbye’s tekst
UDSTILLINGEN KAN SES I BANKENS ÅBNINGSTID
TIL OG MED D. 30. SEPTEMBER 2009.
ALLE ER MEGET VELKOMNE.
MED VELIG HILSEN
BESTYRELSEN
